søndag den 13. januar 2013

Forelskelse gør én rundtosset

Jeg ville egentlig helst være fri, men alligevel er der noget inden i mig, der ønsker det mere end noget andet. Han er jo så forfærdelig kær, og har de sødeste blå øjne. Når han siger hej, bliver jeg ekstremt rød i hovedet, og lader som om jeg hoster, så han tror jeg rød i hovedet af en anden grund. Jeg prøver at undgå at snakke med ham, men om så end han er ude på fodboldbanen, og jeg er i klassen, tager mine ben styrringen og går lige så stille ud til ham.. Jeg griner ad ham uden grund, smiler som en tosse og viser min gule tænder, men jeg kan ikke lade være.. Jeg skriver til ham konstant, prøver at være kostbar, og ikke svare når han svare, men det kan jeg heller ikke.. Så oftest tæller jeg fyrre sekunder ned, og først dér må jeg sende ham beskeden tilbage. Åh, det er håbløst, mine knæ er som en stor snotklat, der flyder sammen når jeg ser ham. Jeg er endnu mere klodset når jeg er i nærheden af ham, hvilket lyder utroligt, og når han rækker hånden op i timen, lytter jeg ekstra godt efter på hans sprøde stemme. 
Egentlig gider jeg ikke det pjat. Forelskelse er noget lort. Det føles som lort. Men alligevel kan man ikke andet end at holde af det. Mine tre problemer er nu bare: 1: Han skal droppe sin kærlighed til en pige fra parallelklassen 2: blive forelsket i mig 3: leve lykkeligt til vores dages ende.. 
I MIN RØV 
Jeg dør langsomt... 
JC, jeg har sgu et crush på dig.. Kan du ikke bare falde for min buttede krop, og mit brune hår der lige når skuldrende, frem for den smukke blondine, med de flotteste brune øjne fra parallelklassen? Så er du sød 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar